De fleste Søstrene Grene butikker drives på franchisebasis.
I det følgende kan du læse mere om Søstrene Grenes franchisemodel og mulighederne for at blive franchisetager hos Søstrene Grene.
Hvorfor franchise:
Der er mange grunde til at vælge franchise som forretningsmodel. Mange vælger at blive franchisetagere ud fra et ønske om at blive selvstændig, med et gennemprøvet og solidt koncept i ryggen, frem for at starte med et nyt og uprøvet koncept, som er mere usikkert og kræver en større markedsførings indsats.
Samtidig giver en franchiseordning mulighed for at blive del af en større kæde, samtidig med, at man ejer sin egen butik. Fordelen for vores vedkommende er bl.a., at vi får bedre mulighed for at tiltrække kompetente og engagerede personer til at drive butikkerne, samtidig med at vi kan koncentrere os om de øvrige funktioner.
Rollefordeling:
Søstrene Grenes franchisesystem er konstrueret ud fra et ønske om at skabe den bedst mulige rolle fordeling til gavn for begge parter. Franchisetagerne driver deres butikker, som deres egne og har en stor grad af selvbestemmelse i dagligdagen, hvad angår driften af butikken, personale pleje osv. Dagligdagen er meget præget af arbejdet med præsentation af varerne. Vi tager os af indkøb af alle varer, markedsføring, udvikling af konceptet, rådgivning m.m.
En mere tryg måde at blive selvstændig på:
Som franchisetager får du mulighed for at blive en del af et koncept som allerede har bevist sin popularitet og levedygtighed siden starten i 1973. Du kan fokusere på butikken, mens andre sørger for at de helt rigtige varer bliver leveret i forhold til din omsætning i butikken. Samtidig bliver du en del af det unikke og tætte samarbejde, der er butikkerne imellem. Vi lægger stor vægt på, at butikkerne får det rigtige "Søstrene Grene" præg og gør derfor meget ud af uddannelse og rådgivning af franchisetagerne og deres ledende personale. Endelig er franchiseaftalen udformet således, at vi overtager varelageret til kostpris og inventaret til nedskrevet værdi, den dag samarbejdet slutter. Det betyder, at du har mulighed for at afhænde din butik på en økonomisk fornuftig måde, i modsætning til en situation hvor man har startet sin egen forretning og ofte må afhænde varelager og inventar til en meget lav pris.
Hvad kræves der?
For at blive franchisetager hos Søstrene Grene, skal du have solid erhvervserfaring, gerne fra detailhandelen.
Du skal være indstillet på at yde en stor arbejdsindsats i en hverdag med mange udfordrende opgaver.
Inden du starter skal du gennemgå en periode med intensiv træning.
Endelig kræver det et fornuftigt økonomisk udgangspunkt at blive selvstændig.
Investeringen ligger typisk på 1,5 til 2 millioner kr. for varelager, inventar og indretning af lokaler (alt efter det enkelte projekt). For at kunne låne den fornødne startkapital i banken, kræver det typisk, at man har mulighed for at stille en eller anden form for sikkerhed for en del af beløbet.
Der betales dog ikke franchiseafgift til Søstrene Grene, men fortjenesten ligger i begge led som en avance på varerne.
Muligheder:
Søstrene Grene er ved at være repræsenteret i alle større danske byer og vi mener således ikke, at der så mange byer tilbage, der har den fornødne størrelse. For at kunne åbne i Danmark kræver det minimum 25.000 indbyggere i selve byen.
Dog er der flere store butikscentre, som udgør en mulighed.
Endelig er der i sjældne tilfælde eksisterende butikker, som af forskellige årsager skal have en ny franchisetager.
Øvrige lande:
Som vi ser det, ligger de fleste muligheder for nye butikker i andre lande end Danmark. Vi arbejder allerede meget konkret med flere forskellige lande.
Vi fokuserer mest på de største byer og som en start, arbejder vi kun med byer med mere end 100.000 indbyggere i selve byen.










